Netværksgrupper

Hvad er netværksgrupper?

I Åbenkirke tror vi, at tro og fællesskab vokser bedst sammen med andre. Derfor mødes vi i netværksgrupper – mindre fællesskaber, hvor man kan dele liv, tro og hverdag i et trygt og afslappet miljø. Her er plads til både grin og ærlige samtaler, til forbøn og støtte, og til at lære hinanden at kende på et dybere plan.

Netværksgruppen er et sted, hvor du kan høre til – uanset hvor du står i livet eller på din trosrejse. Her bliver Bibelen levende midt i hverdagen, og troen får lov at vokse gennem fællesskab, tillid og nærvær. Hvis du længes efter at blive en del af et mindre fællesskab, hvor der er tid til at blive set, hørt og vokse sammen med andre, så er netværksgruppen et godt sted at starte.

Hvordan ser en gruppeaften ud?

En gruppesamling vil typisk starte med ankomst, fællesskab, kaffe og kage, efterfulgt af feks. en lovsangsvideo eller blot en bøn og derefter et afsnit af “fra stue til stue” (et uddrag af søndagens prædiken), som altid lægger op til dialog med nogle tankevækkende spørgsmål. Det hele rundes af med tid til bøn for hinanden.

Safar

Safar hjælper dig til at vokse i din tro gennem en-til-en samtaler i fortrolighed med et andet kristent menneske.

Hvad er Safar? 

Safar betyder “rejse” på persisk og er en enkel måde at gennemgå emner fra det kristne trosliv i dialog og reflektion med et andet menneske, som også er på en trosrejse. Der er et simpelt online-materiale, som alle kan bruge til at guide samtalen. 

De fire elementer til den gode rejse er:

  1. Relation: Byg et venskab med den person, du “rejser med”.
  2. Læsning: Udforsk Bibelen sammen ved hjælp af de tilgængelige ressourcer.
  3. Bøn: Bed sammen og lær at søge Gud.
  4. Praksis: Sæt din tro i handling og hjælp hinanden med at prøve det af i praksis.

Safar er for alle. Find en person, der er nysgerrig på troen, og begynd jeres fælles rejse!