1.–7. februar 2026

I Åbenkirke Odense starter vi året med fokus på det vigtigste: Gud, fællesskabet og det, vi drømmer om sammen.
Derfor inviterer vi hele kirkefamilien med ind i en uge med bøn og faste fra 1. til 7. februar 2026.

Det er en uge, hvor vi bevidst sænker tempoet, retter opmærksomheden mod Gud og beder for:

  • vores kirkefamilie i Odense
  • vores by og lokalområde
  • og det år, der ligger foran os

Bønnen foregår både i hverdagen, hjemme og når vi samles – og du er velkommen, uanset om bøn og faste er nyt eller velkendt for dig.


Fælles Online-bøn i Åbenkirke Odense

I løbet af bede- og fasteugen samles vi til intern Zoombøn for Åbenkirke Odense.

Tirsdag d. 3. februar kl. 19.00–20.00
Bønnen er for kirkefamilien i Odense
Link finder du her

Her skaber vi et rum, hvor vi sammen kan løfte kirken, byen og hinanden i bøn – også selvom vi ikke er fysisk samme sted.


Faste – et bibelsk princip og en menneskelig udfordring

Faste kan føles lidt fremmed – især i en travl hverdag. For mange starter det med en rumlende mave eller en skærm, der kalder lidt ekstra. Og netop derfor giver fasten mening.

Faste er ikke et præstationsprojekt.
Det er et bibelsk princip, hvor vi frivilligt giver afkald på noget, der normalt fylder vores tid og opmærksomhed, og i stedet giver plads til Gud.

Det handler om:

  • fokus
  • eftertænksomhed
  • nærvær
  • og ekstra tid til bøn

Og ja – det kan være udfordrende. Men det er også her, mange oplever, at Gud møder dem på nye måder.


Praktiske råd til fasten

  • Planlæg: Hvad vil du faste fra – og hvornår vil du bede?
  • Fokusér: Er der noget særligt, du ønsker at bede for i denne uge?
  • Sæt tempoet ned: Er der noget, du kan skrue ned for?
  • Gør det sammen: Aftal med én fra kirken at faste og bede sammen.
  • Hold ud: De første dage er ofte de sværeste – bliv ved.

Forskellige måder at faste på

Der findes ikke én rigtig måde at faste på. Målet er ikke formen, men hjertet.

Daniel-faste
Frugt, grønt, nødder og fuldkorn

Væske-faste
Juice, smoothies eller suppe

Mediefaste
Pause fra tv, streaming eller sociale medier

Vælg den form, der hjælper dig til at skabe mere plads til Gud i din hverdag.


Bøn – en levende samtale

Bøn er samtalen med vores himmelske Far.
Gud er ikke optaget af formuleringer, længde eller form – men af relation.

Bøn rummer:

  • tilbedelse og tak
  • spørgsmål og tvivl
  • håb, længsler og overgivelse

Og bøn er også stilhed. En samtale går begge veje. Giv plads til at lytte.


ACTS – en enkel måde at bede på

ACTS er en enkel bønnemodel, som kan hjælpe dig, hvis du gerne vil bede – men måske ikke helt ved, hvor du skal starte.
Bogstaverne står for Adoration, Confession, Thanksgiving og Supplication og giver en naturlig rytme i bønnen.

Du behøver hverken fine formuleringer eller stor erfaring. Bøn handler først og fremmest om relation.


Adoration – Tilbedelse

Tilbedelse handler om at rette blikket væk fra sig selv og hen på Gud.
Det er en måde at sige: “Gud, jeg anerkender, hvem du er – og jeg vælger at stole på dig.”

Når vi tilbeder Gud, giver vi plads til taknemmelighed, tillid og overgivelse. Vi minder os selv om, at Gud er større end vores omstændigheder – og at han er god, nærværende og kærlig.

Bibelen beskriver det sådan her:

“For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende … kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.”
Romerbrevet 8,38-39

Du kan fx bede sådan her:

Gud, du er kærlig, og du er tættere på mig, end jeg ofte mærker.
Uanset hvor jeg er i livet, er du allerede dér og vil vise dig selv for mig.


Confession – Bekendelse

Bekendelse handler ikke om at slå sig selv i hovedet, men om ærlighed.
Det er her, vi sætter ord på det, der ikke fungerer i vores liv – og inviterer Gud ind i det.

Når vi beder om tilgivelse, tror vi på, at Gud møder os med nåde og ikke fordømmelse. Bekendelse er en mulighed for at lægge det, der tynger, fra sig og give plads til forandring.

Bibelen siger det sådan:

“Lad jer forvandle ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje.”
Romerbrevet 12,2

Du kan fx bede:

Gud, vil du forny mit sind og hjælpe mig med at lade mine tanker og ønsker formes af det, du vil for mit liv.


Thanksgiving – Taksigelse

Taksigelse handler om at stoppe op og få øje på det gode, der allerede er der.
Midt i hverdagens tempo og udfordringer kan taknemmelighed ændre vores perspektiv.

Her takker vi Gud for det, han allerede har gjort – for relationer, muligheder, små og store øjeblikke, og for hans trofasthed gennem livet.

Bibelen udtrykker det sådan:

“Du er min Gud, jeg takker dig, min Gud, jeg priser dig.
Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid.”
Salme 118,28-29

Du kan fx bede:

Tak Gud, fordi du er trofast mod mig.
Tak for alt det, du allerede har givet mig – også det, jeg let tager for givet.


Supplication – Påkaldelse

Påkaldelse er der, hvor vi bringer vores ønsker, behov og længsler til Gud.
Det er helt okay at bede om både det store og det helt nære.

Her beder vi om hjælp, retning og visdom – og om at Guds vilje må få plads i vores liv, også når vi ikke selv har overblikket.

Bibelen siger:

“Lad os med frimodighed træde frem for nådens trone, så vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”
Hebræerbrevet 4,16

Du kan fx bede:

Gud, jeg lægger mit liv og mine valg i dine hænder.
Form mine ønsker, så de bliver til gavn – både for mig og for andre.


Vi beder sammen

Bøn kan både være personlig og fælles. Brug de muligheder, som bede- og fasteugen giver – og vær med, på den måde der passer til dit liv.

Du er også altid velkommen til at sende bønneemner og taksigelser til os her, så tager vi dem med i kirkens fælles bøn.


Vi glæder os til ugen – sammen

Vi håber, du har lyst til at være med i bede- og fasteugen 1.–7. februar 2026,
og at vi ses – online tirsdag d. 3. feb og fysisk til visions-gudstjenesten d. 1. feb – i Åbenkirke Odense.

Del artikel:
fb-share-icon

Categories:

Tags:

No responses yet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *